Praksisjuvelen – en essens af indre fordybelse

JENS-ERIK RISOM

En intensiv Master Class i meditation

Det kontemplative livs mangefarvede muligheder

4-dages træningskursus i Midtjylland

Den meditative praksis er som en juvel med forskellige spejlflader. Hver flade repræsenterer et vigtigt aspekt af praksis.

På kurset vil vi udforske nogle af praksisjuvelens forskellige facetter:

  • Den grundlæggende træning som en mandala af muligheder
  • Videregående fordybelse gennem vidnemeditation, hjertekontakt og praksis på vidnet
  • Formidling og videregivelse gennem den anvendte meditations fire grene
  • Visdom og medfølelse som horisont for praksislivet

Enhver lang rejse starter med det første skridt, sagde den kinesiske mystiker Lao-tse. Man må forberede sig, sørge for sin oppakning og finde en rejsefører, hvis turen går ind i det ukendte. Basistræningen i meditation sigter netop mod dette. Afbalancering, renselse og selvindsigt er vigtige ingredienser i denne forberedelse. Gennem indre øvelser, kropsbevidsthed, psykologisk afklaring, et fornuftigt lærermiljø og en klar motivation for praksis kan der skabes et sundt udgangspunkt for den indre rejse.

Selve meditationen består af en vifte af indstillinger, som tilsammen bearbejder det almindelige sinds grundvaner. Bevægelsen går fra distraktion til samlethed, fra vurdering til en ikke-dømmende og ikke-kommenterende opmærksomhed, fra fortabelsen i fortid og fremtid til en ankomst til nuet, fra gøren til mindre gøren, fra opdeling og selvcentrering til dobbeltrettet bevidsthed og hengivelse. De meditative redskaber er som instrumenter i et orkester. I samklang kan de skabe en fuldbyrdet musik.

På baggrund af længerevarende rutine med kontemplativ praksis kan der opstå en impuls til videregivelse. Det kan være at integrere elementer af øvelsespraksis og meditative indstillinger som f.eks. mindfulness i et virke som underviser, psykoterapeut, psykolog, sundhedsarbejder, leder eller kreativt arbejdende. At opdage at kontakten med indre stilhed og årvågenhed er en ressource også i arbejdet med andre, hvordan dette arbejde end tager sig ud.

Endelig er der det høje, traditionelle motiv for at fordybe sig helhjertet indad. Udforskningen af hjertets og bevidsthedens medfødte potentialer kan muliggøre en kontakt med indre kvaliteter, som i sig selv er livsberigende. Iboende glæde, indre frihed og spontan meningsfylde er nogle af frugterne, som mødet med de indre oaser kan give adgang til.

På kurset vil vi i fællesskab have tid til længerevarende siddepraksis vekslende med instruktioner og samtaler om perspektiver. Der vil blive tid til personlig udveksling og spørgsmål.

Kurset retter sig bl.a. mod deltagerne fra onlinetræningen i meditation og andre, som ønsker inspiration til praksis og det at tage del i et usekterisk fordybelsesrum. Kurset er en forudsætning for deltagelse i et senere certificeringsmodul i anvendt meditation, men kan også bruges som en åben indføring i essensen af indre fordybelse.

I fællesskab vil vi se, om vi kan komme på sporet af praksisjuvelens muligheder.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Kurset finder sted i Nr. Snede i Midtjylland:

3.-6. juni 2027

Undervisningstidspunkterne er torsdag-lørdag kl. 10-16 og søndag kl. 10-13. Prisen er kr. 4.850. Inkluderet i prisen er te, kaffe, kiks og frugt til pauserne. Frokost medbringer man selv eller spiser i byen. 

Tilmelding sker her på Skolens hjemmeside senest 1. november 2026. Nærmere oplysninger tilsendes efter optagelse. Vær opmærksom på, at du tilmelder dig på den rigtige tilmeldingsblanket (Praksisjuvelen). Der er begrænset deltagerantal.

Tilmelding