Udviklingsvejen
Siden 1982 har Vækstcenteret i Nr. Snede været rammen for udvikling og formidling af en integreret tilgang til menneskelig udvikling. Ud fra inspiration fra Jes Bertelsen og en stab af medarbejderes arbejde er der formuleret en vej til afbalancering, personlig modning, selvindsigt og selvansvarlighed – i lyset af en meditativ træning med en spirituel horisont. Jes Bertelsen har fra 1990’erne også stået for undervisning i dzogchen, en videregående indre praksis med rødder i den tibetanske buddhisme. En kilde til dette arbejde er Tulku Urgyen Rinpoche, som i en årrække var Jes Bertelsens lærer.
Grundredskaber
Udviklingsvejen er baseret på en indre praksis med energiøvelser, visualiseringer, empatitræning og meditation. Dette i samklang med nærværstræning i livet og bevidsthed om livsførelse og balance i forhold til arbejde, kærlighed og følelsesliv, livsanskuelse og spiritualitet. C. G. Jungs arbejde gennemsyrer pædagogikken lige som elementer fra en række østlige og vestlige spirituelle retninger også kan indgå på en usekterisk måde. En kerneforestillng og -praksis er femkanten, en model som integrerer nogle menneskelige, medfødte egenskaber i en helhed: krop, ånddræt, hjerte, bevidsthed og kreativitet. Meditationsfordybelsen kan tage afsæt i disse indstillinger, med henblik på arbejdet med mindfulness eller neutral iagttagelse som Jes Bertelsen kalder det.
Dobbeltrettet bevidsthed
En videregående spirituel, meditativ praksis er dobbeltrettet bevidsthed, hvor det iagttagende subjekt direkte forsøger at forholde sig til sin egen kilde. Denne praksis benævnes også præliminær dzogchen og muliggør en rejse ind i og gennem menneskets indre bevidsthedsdimensioner, ultimativ med retning mod en egentlig opvågnen til ens sande natur, det som inden for zen kaldes kensho eller satori.