Åndedrætsopmærksomhed
Zen er en meget praksisorienteret retning inden for buddhismen. Den tager udgangspunkt i det naturlige menneske: kroppen og åndedrættet. Den vedvarende belivning af kroppen gennem vejrtrækningen danner et fokuspunkt for opmærksomheden. Først gennem en tælling af ånddragene, fra et til ti og forfra igen; dernæst en sprogløs opmærksomhed på åndedrætsbølgen. Gennem disse praktikker trænes et udistraheret nærvær i nuet.
Vandspejlets praksis
En videregående zenpraksis er shikantaza, bare det at sidde. Her arbejdes med evnen til et ikke-gørende nærvær i nuet, en dyb afslapning af krop og sind, hvori alle bølger – tanker, følelser, kropsimpulser osv. – kan falde til ro og blive en stille vandoverflade. Dette vandspejl kan så reflektere lyset indefra og muliggøre skærpet opmærksomhed og erkendelse. Traditionelt kaldes dette for stille illumination (mozhao ming), som er en blomstring af stilhed og klarhed eller lys. I andre grene af buddhismen kaldes dette for shamatha og vipashyana, hvilen i fredfulhed og særlig indsigt. En moderne kinesisk zenmester, Sheng Yen, har beskrevet fordybelsen i vågen stilhed således:
”Mens du praktiserer det bare at sidde stille, skal du være opmærksom på alt, hvad der sker i dit sind. Ligegyldigt, hvad du føler, så vær klar over det, men slip aldrig din opmærksomhed på hele kroppen som sidder. Shikantaza handler ikke om at sidde uden, at man skal noget; det er en meget krævende praksis, som forudsætter både omhyggelighed og vågenhed. Hvis din praksis fordyber sig, vil du opleve at tanker og fornemmelser ”falder væk”. Du skal blive ved det og lade alt i omverdenen blive din krop. Lige meget, hvad som træder ind af dine sansers døre, bliver det en del af helheden, strækkende sig ud fra din krop til alt omkring dig. Dette er stille illumination.”