De tre ringes vej – en online-træning i meditation

JENS-ERIK SATY RISOM 

Sindsro, selvberoenhed og spiritualitet – en essens af meditation som livspraksis

Med afsæt i indre øvelser, mindfulness, panoramisk opmærksomhed og hjertekontakt

Ressourcer til dagligliv, meningsfylde og indre erkendelse

Støtte til etablering og opretholdelse af en daglig meditativ praksis

Basisforløb over 9 måneder med start i september 2024 – også for nytilkomne

“Vi har allerede alt, hvad vi behøver. Der er ikke brug for nogen selvforbedring.
Alle de forestillinger, vi har om os selv – frygten for at vi ikke er gode nok og ønsket om at blive det,
identiteten vi klynger os sådan til, vreden, jalousien og alle vores afhængigheder
– ingen af disse rører vores iboende rigdom. De er som skyer, der for en tid dækker solen.
Hele tiden er varmen og klarheden bagved. Det er det, vi virkelig er.”
Pema Chödrön

Denne træning i meditation har som sigte at formidle nogle erfaringer fra en langstrakt udforskning af bevidsthedens indre landskaber. Ud fra 40 års læreproces, praksis og undervisning har det været muligt at sammenfatte nogle hovedpunkter i en moderne vej til indre erkendelse og selvberoende frihed. En sådan udviklingsvej kan være af betydning for både den enkelte og for det fælles liv.

Verden er på mange måder i krise. Og mange oplever et forøget indre pres, mentalt og følelsesmæssigt. For at håndtere ydre udfordringer er det muligt at vende sig indad mod ressourcer af større klarhed og sindsro. Mod et indre ståsted, hvorfra livsvejen bedre kan anskues og forstås. Den meditative træning søger at afdække disse ressourcer til en sådan mere vågen livsnavigation.

Det er vores håb, at online-træningen kan bidrage til denne mulighed.

Indholdet

Overordnet er indholdet en indføring i de tre ringes vej, som er tre dimensioner i fordybelsen traditionelt kaldet selvregulering, selvudforskning og selvbefrielse. De tre ringe er en ressource i dagliglivet og i ens søgen efter sindsro, selvberoenhed og spiritualitet: 

Den første ring: Trædesten til frihed – fokuseret nærvær og mindfulness – støtte til selvregulering og sindsligevægt – lyspunkter i hverdagen, kvalitativt nærvær i det daglige liv.

Den anden ring: Den frodige have – panoramisk opmærksomhed og hjertekontakt – veje til selvudforskning og selverkendelse – potentialer, renselse og modning.

Den tredje ring: Det åbne rum – hvilende åbenhed og dobbeltrettet bevidsthed – muligheden for kontakt med dybere medfølelse, meningsfylde og indre frihed.

Gennem meditativ bevidsthedstræning og kontemplativ hjertepraksis kan der skabes grobund og vækstmuligheder for en autentisk udviklingsproces gennem de tre ringe. Online-træningen vil i første omgang have fokus på den første og den anden ring med den tredje som horisont.

Formen

Forløbet er opbygget med ni månedlige videomoduler med Saty – Jens-Erik Risom som hovedunderviser. Hvert modul vil indeholde en gennemgang af perspektiverne for praksis, en basistræning og en meditativ træning. Disse videoer tilgås på hjemmesiden gomeditate.net med egen e-mailadresse. På hjemmesiden vil der også være audiofiler med guidede meditationer, som kan bruges som støtte for den individuelle praksis. 

Ved tilmelding vil deltagerne få tilsendt en litteraturliste samt et detaljeret program for træningen. Som supplement til dette vil der også hver måned blive udsendt forskellige, relevante tekster på mail. 

Deltagere opfordres til at praktisere de øvelser og meditationer, der gennemgås på hvert modul inden det næste modul, samt at læse relevant litteratur og de tilsendte tekster.

Som supplement til arbejdet med de grundlæggende dele af træningen vil der blive mulighed for individuelle samtaler om meditationen over Zoom eller fysisk med en af vores undervisere.

Efter afsluttet online-træning vil der for interesserede kunne blive mulighed for deltagelse i et 4-dages fysisk træningskursus.

Træningen henvender sig til mennesker med interesse for indre praksis, selvudvikling og terapi, og som ønsker yderligere inspiration og fordybelse. Den kan også være relevant som opfriskning og støtte for mennesker, der har gennemgået en tidligere mindfulness-uddannelse eller et Master Class-forløb i Skolens regi. 

Træningen kan endvidere danne afsæt for deltagelse i et Master Class-forløb over to år med start i 2025. Tilsammen vil de tre år udgøre en egentlig efteruddannelse i anvendt meditation og muliggøre efterfølgende certificering. En kort introduktion til overbygningen ses her.

Praktiske oplysninger

9-måneders træningen omfatter som nævnt videoundervisning en gang om måneden suppleret med adgang til audiofiler med guidede meditationer og fremsendelse af skriftligt materiale. Der er ikke tale om live-streaming, men på forhånd optaget undervisning. Videoerne vil blive gjort tilgængelige hver den 1. i måneden og kan efterflg. tilgås via hjemmeiden gomeditate.net resten af forløbet. Optagelserne vil hver have en varighed på 1/2 – 1 time.

Online-træningen starter 1. september 2024, slutter 31. maj 2025 og koster 3.950 kr. Unge under uddannelse og tidligere deltagere i Skolens 3-årige mindfulness-uddannelser og Master Class-forløb kan optages til reduceret pris, nemlig 2.950 kr. Individuelle praksissamtaler (over Zoom eller fysisk), samt eventuel deltagelse i det 4-dages træningskursus er ikke inkluderet i online-prisen.

Tilmelding sker her på Skolens hjemmeside. Vær opmærksom på, at du tilmelder dig den rigtige tilmeldingsblanket (De tre ringes vej – en online-træning i meditation). 

Tilmelding her