JENS-ERIK RISOM
Trædesten til indre frihed
I lyset af bevidsthedsklarhed og hjertedybde
Muligheder for indre kontakt, heling og selverkendelse
Et forløb over to gange to dage i København
Praksisdagene vil have fokus på tre dimensioner – Intuition, integration og indsigt – som kan lede i retning af indre frihed.
Intuition kan ses som et talerør for Selvet, den spirituelle intelligens. Konkret vil vi arbejde med intuitionens tre hovedkanaler: instinktiv sansning, følelsesmæssig resonans og meditativ basisbevidsthed med mulighed for afklaring af afgørende livsvalg og livsopgaver. Skærpelse af evnen til direkte forståelse kan også indgå som en ressource i ens faglige virke, f.eks. som psykoterapeut, behandler, underviser eller leder.
Integration handler her om at anskue personlighedens forskellige dele i helhedens lys. Gennem Selvets visdom og omsorg vil vi invitere til dialoger mellem jegets forskellige stemmer og støtte dem i retning af samarbejde og heling. Vi vil lade os inspirere af Gurdjieffs og Jungs erfaringer sammenholdt med nyere psykoterapeutiske skoler, der også ser personligheden som et kollektiv.
Indsigt kan opstå ved at berøre den viden, der ligger i det dybeste: et direkte møde med Selvet, hjertebevidsthedens indre planer. Vi vil arbejde med dobbeltrettet bevidsthed og ordløs bøn som veje til at gennemlyse nogle af de slør, som dækker for indre visdom og medfølelse. Og vi vil undersøge, hvorledes nogle af indsigternes frø kan plantes i dagliglivets jordbund.
Praksisdagene er åbne for mennesker med viden om psykoterapi og selvudvikling, og som igennem længere tid har haft en regelmæssig indre praksis. Der er begrænset deltagerantal.
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Praksisdagene består af to kurser, som finder sted i København og har følgende datoer:
26.-27. februar 2025
22.-23. oktober 2025
Undervisningstidspunkterne er onsdag kl. 11-17 og torsdag kl. 9-15. Prisen er kr. 2.950 pr. kursus. Inkluderet i prisen er te, kaffe, kiks og frugt til pauserne. Frokost medbringer man selv eller spiser i byen.
Tilmelding sker her på Skolens hjemmeside senest 1. december 2024. Nærmere oplysninger tilsendes efter optagelse. Vær opmærksom på, at du tilmelder dig på den rigtige tilmeldingsblanket (Praksisdage – intuition, integration og indsigt). Der er begrænset deltagerantal.