Hjertets hemmelige rum

JENS-ERIK RISOM

Udforskning af praksisvejens følelsesmæssige dybder

Hengivelse som bro til det højere i mennesket

Balancen mellem den åbne bevidsthed og det uforbeholdne hjerte

Inderst i hjertet er der et hemmeligt kammer.
Adnan Sarhan, sufilærer fra Bagdad, København 1977

I den dybere praksis, dér hvor meditationen får virkelig fat, møder man hjertes grundnatur. Bevidsthedens sitrende klarhed kan her åbne til hjertedybets fløjsbløde toner. Tilsammen danner disse to strømninger en rejserute til det essentielle menneske.

På kurset vil vi lade os inspirere af Buddhas og Longchenpas redegørelser for ”de fire umålelige”, de i ethvert menneske iboende dybe hjertekvaliteter, som giver livet dets egentlige mening. Det er kærlighed og kærlig venlighed, det er medfølelse og evnen til uegennyttig omsorg, det er visdommen i at kunne glæde sig på andres vegne og lade denne glæde fylde hele sindet, og det er evnen til sindsligevægt og til at erfare den forskelsløshed, som bygger bro mellem alle former for liv. Alle fire umålelige berører i hjertet det sted, som ikke er personligt, men som er fælles og transpersonligt. Det hemmelige kammer.

Vi vil også kunne arbejde med en sufipraksis, som gennem hjertets evne til åbenhed kan række fra den praktiserendes længsel og gøren til det sted, hvor længsel og gøren holder op. En bevægelse fra den formsatte praksis med hjertebøn og visualisering til et slip af formdannelserne i retning af det ukendte i én.

Endelig vil vi invitere vores kristne baggrund ind i kontemplationens rum. De kristne mystikere tematiserer kærlighedskraften som den essentielle vej til det højere i mennesket. Kærlighed og hengivelse beskrives som broen til det guddommelige. På baggrund af beskrivelserne i teksten Uvidenhedens sky vil vi søge at følge lidt af denne rejserute fra det almindelige sind i retning af den dybere spirituelle mulighed, juvelen i din lomme, som den også er blevet kaldt. 

Kurset henvender sig til mennesker med længere tids erfaring med regelmæssig siddepraksis, uanset hvilken skole man nu har lært fra og træner i. Man skal være indstillet på at tage ansvar for de personlige temaer, som et kontemplativt arbejde kan bringe én i kontakt med. Her er erfaringer fra terapi og selvudvikling og arbejde med indre øvelser en fordel.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Kurset finder sted i Nr. Snede i Midtjylland:

NB: Ny dato 19.-22. november 2026

Undervisningstidspunkterne er torsdag kl. 18.30-21, fredag-lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-13. Prisen er kr. 4.250. Inkluderet i prisen er te, kaffe, kiks og frugt til pauserne. Frokost medbringer man selv eller spiser i byen. 

Tilmelding sker her på Skolens hjemmeside senest 1. december 2025. Nærmere oplysninger tilsendes efter optagelse. Vær opmærksom på, at du tilmelder dig på den rigtige tilmeldingsblanket (Hjertets hemmelige rum). Der er begrænset deltagerantal.

Tilmelding