JENS-ERIK RISOM
Fordybelsesøjeblikket gennem dobbeltrettet bevidsthed og ordløs bøn
En udforskning af vejen, der ikke er en vej
Med inspiration fra kristne kilder og buddhistisk praksis
Kursus i Nr. Snede oktober 2025
”Lad være med at hige efter noget; lad alt være. Involver dig ikke i alle mulige aktiviteter, men vær bare nærværende. Led ikke efter et sted at anbringe bevidstheden, men lad den være som rummet uden en basis. Tænk ikke på fortiden, på fremtiden eller på nutiden, men lad din bevidsthed være frisk.”
Kyemé Zhang
Praksis har forskellige faser. Både over tid og i den enkelte praksisperiode.
Basis er gennemlysning og renselse af personligheden: fortid og nutid, opgaver, prægninger, udfordringer og potentialer. Mellemtrinet er tilegnelsen af praksisredskaber som indre øvelser, visualiseringer, tantrapraksis, bøn og meditation.
Derpå introduktionen til og arbejdet med bevidsthedsklarhed og hjertedybde – dobbeltrettet åbenhed og ordløs bøn. Det højeste trin er det direkte afkald: at holde op med at gøre noget, blot hvile i væren, i lyset af det evige eller guddommelige. Dette kaldes også at følge vejen, som ikke er en vej.
På kurset vil vi gennem inspiration fra kristne erkendelsesstrømninger og buddhistiske praksisformer forsøge at rette os mod de videregående faser. Gennem tekster fra bl.a. Thomasevangeliet, Theresa af Avila og Mester Eckehart vil vi belyse facetter af vejen til en dybere åbenhed og muligheden for indre frihed.
Ud fra buddhistiske forlæg vil vi kunne arbejde med visualisering af de spirituelle arketyper og dér invitere praksismomentet i retning af formløshed og frihed. Vi vil sidde i stilhed, og gennem afslapning af krop og vilje lade nuet få plads. Zazen er blot det at sidde, hvor krop, åndedræt, sind og årvågenhed smelter til én tilstand. Dette muliggør en retning mod stille illumination, hvor fredfuldhed og direkte indsigt kan blive en klangbund for berøring med et tidløst øjeblik.
Kurset er åbent for mennesker, som gennem mange år har gået vejen med indre praksis i et spirituelt perspektiv.
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Kurset finder sted i Nr. Snede i Midtjylland og har følgende datoer:
8.-12. oktober 2025
Undervisningstidspunkterne er onsdag kl. 18.30-21, torsdag-lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 9-13. Prisen er kr. 4.950. Inkluderet i prisen er te, kaffe, kiks og frugt til pauserne. Frokost medbringer man selv eller spiser i byen.
Tilmelding sker her på Skolens hjemmeside senest 1. december 2024. Nærmere oplysninger tilsendes efter optagelse. Vær opmærksom på, at du tilmelder dig på den rigtige tilmeldingsblanket (Evighedens dugdråbe). Der er begrænset deltagerantal.