UNDERVISNING MED JENS-ERIK RISOM
Meditationens vej til indre frihed, glæde og meningsfylde
Stilhed og klarhed i den meditative fordybelse
Kultivering af følelsesliv og opmærksomhed – alternativer til de iboende sindsvaner
At sidde som et bjerg – opbygningen af en sammenhængende indre praksis
Et videregående forløb over fem måneder med start 1. august 2026
I online-forløbet Dybere Meditation udforsker vi fem aspekter af meditativ praksis, der over tid kan samle sig i ét sammenhængende fordybelsesrum.
Gennem fem månedlige moduler arbejder vi med:
• Fokuseret nærvær og stabil opmærksomhed
• Vidnepraksis (mindfulness)
• Panoramisk helhedsbevidsthed og hjertekontakt
• Hvilende åbenhed og naturlig vågen væren
• Opmærksomhedspilens to retninger
På online-basistræningen De tre ringes vej introducerede vi de første trin i den meditative praksis. På dette forløb vil vi fordybe os yderligere i de centrale meditative praktikker og indstillinger. Undervisningen og de guidede meditationer vil her støtte den levende og sammenhængende udforskning af hjertets og bevidsthedens muligheder.
”Undervisningen på Master Class, retreats m.v. ved Skolen for Anvendt Meditation er på et højt kvalificeret niveau og tydeligt forankret i en mangeårig, fordybet indre praksis. Det giver undervisningen både dybde, klarhed og en sjælden autenticitet. Den har haft stor betydning for kvaliteten af mit arbejde som psykolog og underviser.”
Jan
Forløbet begynder d. 1. august 2026 og koster 3.950 kr. Tilmeldingsfrist 1. april. Tilmeld dig her eller læs mere om forløbet nedenfor.
Dybere meditation – en naturlig proces
Siden Buddhas dage for 2.500 år siden har praktiserende i øst og vest afdækket hemmeligheder i deres eget sind. Det gælder mentale slør og vaner. Det gælder følelsesmæssig uklarhed, uro og anspændelse. Og det gælder – i dybet af bevidsthedsrummet – indre kilder til spirituel berigelse, frihed, glæde og sans for samhørighed.
Inderne har et centralt ord, der beskriver en sådan proces: bhavana, der betyder kultivering. Som en gartner kultiverer et jordstykke, må den praktiserende arbejde med at forberede jorden, lægge kompost ud, fjerne sten og ukrudt for derpå at så eller plante det, som skal vokse. Således er meditation en naturlig og organisk proces, som kan fremmes af en personlig indsats.
Indre kultivering, det at give praksisplanten optimale omstændigheder, indebærer tre ting:
• Den første er, at man skal forstå, hvad praksis handler om, altså hvorfor man praktiserer, og hvad fordybelsen konkret indebærer.
• Det andet, der er lige så nødvendigt, er, at man må øve sig, afsætte tid i dagligdagen til, i stilhed og uforstyrrethed, at træne praksisredskaberne.
• Det tredje aspekt, som praksisplanten har brug for, er en stemning af venlighed og hjertelighed overfor én selv og andre.
Forløbet over fem måneder er en del af Skolens Master Class-program og vil introducere fem hovedaspekter af den meditative praksis. Lige fra arbejdet med at komme til stede, være udistraheret og bevidst nærværende, til tilstande af helhedsbevidsthed og øjeblikke af dobbeltrettet åbenhed i et hjerterum.
Praktiske oplysninger
Forløbets fem månedlige moduler begynder d. 1. august 2026. Hvert modul vil gennemgå en specifik meditativ praksis gennem undervisning og guidede meditationer. Deltagerne i forløbet vil efterfølgende kunne fordybe sig i denne praksis og hen ad vejen kunne opdage, at de forskellige redskaber er indbyrdes forbundne og til sidst kan udgøre en helhed. Én samlet praksis, ét sammenhængende fordybelsesrum, én uforstyrret meditativ væren.
Videoer og lydfiler vil kunne tilgås på hjemmesiden gomeditate.com og være tilgængelige minimum et år efter forløbets startdato.
Forløbet kan i juni 2027 suppleres med deltagelse i et 4-dages kursus i Midtjylland. Her vil der blive mulighed for at deltage i den konkrete undervisning med Jens-Erik Risom og medarbejdere og møde andre praktiserende i en levende og åben atmosfære. Nærmere oplysninger om dette kursus vil blive bragt her på hjemmesiden i efteråret 2026.
Prisen for deltagelse på online-forløbet er 3.950 kr. Tidligere deltagere på Skolens Master Class-kurser, den 9-måneders online-træning samt unge under uddannelse har mulighed for at deltage til en pris af 2.950 kr.
Ønsker man på forhånd at melde sig til alle fire online-forløb, vil man kunne deltage til en reduceret pris på kr. 12.950 (normalpris 15.800 kr.). Tidligere deltagere på Skolens Master Class-kurser, den 9-måneders online-træning og unge under uddannelse kan komme med til en pris på 9.950 (normalpris 11.800 kr.).
Tilmelding sker her på Skolens hjemmeside senest 1. april 2026. Nærmere oplysninger tilsendes efter optagelse. Vær opmærksom på, at du tilmelder dig på den rigtige tilmeldingsblanket (Online-forløb Dybere meditation eller Alle fire online-forløb).
Udtalelser om Master Class-træningen fra tidligere deltagere:
”Master Class forløbet var for mig en mulighed for at tage skridt dybere ind i meditations-landskabet. Jeg fik inspiration til nye måder at praktisere, og større tillid til egne meditative kompetencer og iboende visdom. Det har styrket mit nærvær og intuition, når jeg arbejder med andre mennesker i terapi og undervisning.”
Niseema
“Det er kompetent undervisning, der bygger på mange års erfaring med meditation, som afspejler sig i undervisningen så man mødes lige der, hvor man er i sin egen meditationspraksis. Jeg kan varmt anbefale dette kursusforløb til alle, som har lyst til at fordybe sig i, hvad meditation er, og hvilke potentialer det rummer.”
Jens
”Master Class-forløbet har givet mig en dybere forståelse af sindets natur, masser af inspiration til at opbygge meditationer – og ikke mindst en tydelig fordybelse af min egen praksis. Jens-Erik er en meget vidende, tydelig og sober underviser – og et varmt menneske. I sin undervisning skaber han rammerne og “rummet” for både mere klarhed og mere blødhed i hjertet. Jeg er dybt taknemmelig for alt det, jeg har lært i dette undervisningsrum.”
Hanne