6-dages stilhedsretreat

JENS-ERIK RISOM

Himlen og havet – bevidsthedens vidde og hjertets dybde

Fordybelse gennem spirituel praksis og mødet med ydre og indre natur 

6-dages stilhedsretreat i august 2025 ved Vesterhavet

”Dit hjerte er så stort som havet.
Find dig selv i dets skjulte dybder.”
RUMI

På retreatet vil vi udforske stilhedens, hjertelighedens og vågenhedens ressourcer. Enkeltvis og i fællesskab og omgivet af Vesterhavets storslåede klitlandskab. 

Det kontemplative liv begynder med en søgen eller en længsel, som kan føre frem til arbejdet med indre øvelser, bøn og meditation. På det tidspunkt kan den praktiserende opleve en dybere kontakt, hvor selve længslen og de spirituelle handlinger fortoner sig i stilhed. At være vågen i stilheden, med et åbent hjerte og en dugfrisk årvågenhed, bliver da vejen. Vejen som ikke er en vej, men blot en autentisk væren den, man er, øjeblik for øjeblik.

Herigennem muligheden for en umiddelbar meningsfylde, en tindrende glæde, en fryd ved at være i live, en perlerække af øjeblikke af frihed. Praksismomentet og den stille illumination er praksisdøre til denne livsfylde. Kultiveringen af sindet og afspændingen af kroppen er ressourcer i fordybelsen. Praksis er som en flod, der strømmer, uden så meget styring, men med en iboende sans for at finde den rigtige retning.

Retreatet kan give mulighed for en pause i det daglige, vandrette og ofte krævende liv. Vi vil nyde enkelheden og samhørigheden med naturen og gruppen, støttet af den daglige rytme med fire siddeperioder. Der vil efter hver morgenmeditation være mulighed for udveksling om praksis – meditativt, psykologisk og eksistentielt. Vi spiser god mad, lytter til nattens drømme og har mange dage med stilhed.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Retreatet starter mandag 25. august kl. 10.00 og slutter lørdag 30. august 2025 kl. 15.00. 

Stedet er Øster Løkke Kursuscenter, Fjaltring i Vestjylland. Se http://www.osterlokke.dk

Prisen for retreatet er kr. 5.250. Hertil kommer udgifter til mad og ophold kr. 800 pr. dag med overnatning i enkeltværelse. Par og evt. andre, som ønsker at bo på dobbeltværelse, betaler kr. 700 pr. dag for forplejning og ophold pr. person. Unge under uddannelse kan komme med til reduceret pris. Der er begrænset deltagerantal.

Tilmeldingsfristen er 15. februar 2025. Husk at tilmelde dig det rigtige kursus (6-dages stilhedsretreat).

Har du brug for yderligere oplysninger, er du velkommen til at henvende dig til skolens sekretær, cand.psych. Thomas Jensen, på mail. Nærmere oplysninger sendes efter optagelse.

Tilmelding her