Retreat

JENS-ERIK RISOM

Dyb hvile og vågne øjeblikke

Fem dages fordybelse med videregående meditation, medfølelsespraksis og muligheden for spirituel kontakt.

Østerløkke, Vestjylland, 5.-9. august 2020

 

Dette 5-dages retreat er for mennesker, som ønsker inspiration til den indre praksis i samklang med selvindsigt, følelsesfylde og livsberigelse.

Vi vil bl.a. arbejde med ”vandspejlets praksis”, som inden for zen også kendes under navnet shikantaza, bare det at sidde. Det er en praksis, der uden ambition og målsøgen inviterer til dybere væren i det nuværende øjeblik. Der er tale om en radikal afslapning af krop og sind, som i sig selv kan genskabe kontakten til naturlig indre stilhed. Den videregående del handler om vågenhed og indsigt i tilværelsens natur, inklusive det jeg, som praktiserer.

Bevidstheden kan opdage, at den kan fungere på den anden side af overlevelses-mekanismerne, som er indgraveret i nervesystem og livsoplevelse. F.eks. det urolige og distraherede sind, den vurderende vane, den duale livserfaring, den handlende impuls og det at søge efter noget uden for nuet og én selv. Afslapningen gælder også den identitet, vi normalt lever igennem, med al dens spænding, uro og tvivl. I stedet muligheden for et sandhedens øjeblik, hvor den praktiserende kan komme på sporet af en naturlig selvkontakt og dybere samhørighed med alt.

Fordybelse sker mest præcist gennem hjertets evne til venlighed, hengivelse og medfølelse. Bevidsthedsklarheden spiller sammen med hjertes grundfølelser, som sikrer, at de indre stier betrædes balanceret og etisk ansvarligt.

Under retreatet vil vi sidde fire perioder à 50 minutter pr. dag suppleret med andre stræk af fordybelse, kropstræning og vandreture i det storslåede landskab ved Vesterhavet. Vi kigge på havets og sindets bølger og spise sund og nærende mad og lytte til nattens drømme. Der vil dagligt blive mulighed for udveksling omkring praksis og de eksistentielle og psykologiske baggrunde for meditationen.

Frem for alt vil vi i fællesskab prøve at følge og forstå den levende proces, som kan udfolde sig, når mennesker praktiserer sammen.

Den sande virkeligheds praksis er ganske enkelt at sidde uforstyrret i stille kontemplation.
Når du har begrebet dette, kan du ikke blive drejet omkring af ydre betingelser og forhold.
Denne tomme, vidtåbne bevidsthed lyser subtilt og præcist.
Hongzhi Zhengjue (1091–1157)

 

Forudsætninger for deltagelse

Retreatet henvender sig til mennesker, der ud fra en personlig og faglig interesse ønsker at arbejde med bevidsthedens og hjertes dybere potentialer – til glæde for én selv og for andre mennesker.

Forudsætning for optagelse er, at man har en regelmæssig indre praksis med øvelser og meditation. Endvidere forudsættes et levet kendskab til sammenhængen mellem meditation og personlige modningsprocesser – f.eks. gennem selvudvikling og psykoterapi. Tidligere instruktion i dobbeltrettet bevidsthed er obligatorisk for deltagelse.

 

Praktiske oplysninger

Retreatet arrangeres af Skolen for Anvendt Meditation. Det finder sted  5.-9. august 2020.

Retreatet starter onsdag  kl. 10.00 og slutter søndag kl. 15.00. Stedet er Øster Løkke kursuscenter, Fjaltring i Vestjylland. Se http://www.osterlokke.dk

Prisen for selve retreatet er kr. 4.950. Hertil kommer udgifter til mad kr. 1.650 og ophold kr. 1.950 med overnatning i enkeltværelse. Par og evt. andre, som ønsker at bo på dobbeltværelse, betaler kr. 1.450 for ophold pr. person.

Tilmelding sker på Skolens hjemmeside senest 1. december 2019.

 

Tilmelding her